Min danske dronning

Biler og dyr
Helle Helle
Novellesamling
Samleren forlag, 2012

Mitt første møte med Helle Helle kom med denne novellesamlingen, og jeg lot meg virkelig begeistre. Stort. Som tittelen her avslører. Så hva er det som gjør at jeg velger å kalle Helle Helle min danske dronning?

Akkurat dét kunne jeg skrevet lenger enn langt om, men jeg skal forsøke å begrense meg. Fire stikkord; Språket. Fortellingene. Menneskene. Kunsten. For dette er kunst.

I de 16 novellene hun har samlet her, gir Helle Helle oss muligheten til å være flua på veggen. Ikke så lenge av gangen, men lenge nok til at vi får observert en og annen episode, en og annen dialog, små fragmenter av menneskers liv.

Og så blev hun alligevel så vred hver lørdag. Det begyndte allerede før morgenmaden, for eksempel hvis tandpastatuben var helt klistret, eller når hun dækkede bord og så, at osten var skåret skævt eller pakket forkert ind. Tidligere denne lørdag morgen havde hun hængt vasketøj op; hun havde sat en maskinfuld over aftenen i forinden, og da hun stod i haven og bøjede sig efter klemmer i blikdåsen, havde hun lagt mærke til, at græsplænen var fuld av visne blade. Så kan en græsplæne slet ikke ånde.

Her møter vi den navnløse kvinnen i «Venlige fremmede», som hver lørdag avreagerer og blåser ut all den frustrasjonen hun har samlet opp uken gjennom. Mange av Helles tekster handler om relasjoner, hun er opptatt av forholdet mennesker imellom.
Men også forholdet vi har til oss selv. Og når du nå kanskje begynner å tenke at dette smaker litt av klisjé, er det nettopp i det klisjé-aktige visdomsordet «du kan ikke elske en annen før du elsker deg selv» vi finner en slags forklaring på hvorfor relasjonene vi her møter, ofte virker litt skakk-kjørte.
Kanskje derfor handler alle Helles fortellinger også om den delen av enkeltmenneskets historie som vi ikke umiddelbart ser.

Helle forteller i vei hun, men det er jo denne minimalismen da, vet du. Antydningens kunst.
Helle forteller så uendelig mye mer enn det lengden på tekstene skulle tilsi, mer enn det hun eksplisitt beskriver. I alt som ikke er til stede, alt som ikke blir sagt, alt som mangler, der ligger de virkelige historiene. Og midt i all denne halvklamme realismen; i ordene jeg venter på at noen skal si, men som ikke kommer; i omfavnelsene jeg vil se noen få, men som uteblir, evner Helle å få meg til å smile, ja av og til humre.

Som i dette utdraget fra novellen «Indsamling», hvor vi får høre om Edith som har mistet mannen sin:

De havde sommerhus på Møn. Det lå på en stor naturgrund, som gik helt ned til vandet. Det var dér, han faldt om. Hun troede, han lå i græsset og kiggede på fugle. Hun gik rundt oppe ved huset og rystede tæpper og så ham ligge dér. Hun luftede ud og lagde tæpperne på plads. Hun smurte franskbrød med ost og lavede kaffe og bar begge dele gennem græsset. Her kommer kaffen, ville hun have sagt.

Jeg har pløyd meg gjennom de fleste av bøkene hennes denne sommeren, storparten på norsk. Trude Marstein oversetter disse perlene, og gjør en fabelaktig jobb med å overføre denne danske språkkunsten til norsk.
Selv om Morten Ramms glimrende danske-sketsjer har forandret mitt forhold til det danske språket noe, har jeg også lest et par av Helles bøker på originalspråket. Uten å fnise for mye når det står bøf, taske, snottet, blikdåse og vrængende. Og så kommer man over deler av boka som er så ulidelig vakre, nettopp fordi de er svøpt i denne «potet-i-halsen»-språkdrakten.

Som dette utdraget fra «En lille tur», hvor en kvinne på vei for å avlive sin elskede hund, reflekterer over selve livet:

– Kan det være ens ret, bare fordi man er menneske? siger hun.
– At man må slå en hund ihjel, før naturen gør det af sig selv. Jeg ved godt, at den lider. Men det er vi så mange, der gør, og vi bliver ved med at leve.

Jeg kan ikke annet enn råde deg til å lese en Helle-bok på dansk. Eller norsk. Det viktigste er at du gjør det. Hvilken av bøkene hennes du starter med, romaner eller novellesamlinger, er egentlig det samme; Helle er bunnsolid.